onsdag den 15. februar 2012

Danmark rundt i kajak - på 30 timer


Boganmeldelse af: ” Danmark rundt i kajak” af Erik B. Jørgensen.

Vinterferien stod for døren.  Vi skulle i sommerhus nord for Hals ud til Kattegat. Men vinteren havde taget godt fat i Danmark, så kajakken fik lov at blive hjemme i garagen. Jeg havde en forventning om at der ville være is så langt øjet rækkede, men det var der ikke.  søndag var der kun 150 m is, og perfekt rovand.






Nå, kajakken hang hjemme i garagen, og jeg har jo egentlig også på vinterferie med familien.

Men jeg havde forberedt mig, og købt Erik B Jørgensens bog: Danmark rundt i Kajak – Eventyr under isvinteren 2009-10.

Jeg begyndt på bogen mandag sidst på dagen, og var færdig med den tirsdag aften d. 14 feb. præcis 2 år efter af Erik afsluttede turen ved grænsesten nr. 1 i Flensborg fjord, og ca. 30 timer efter at jeg var begyndt på bogen, det er sjældent at jeg læser en bog så hurtigt, så det er måske anmeldelse nok i sig selv. 
    
Beretningen starter d. 28 januar 2009, ja egentlig starter den længe før, da bogens forord, som er skrevet af Erik selv, er en kort beskrivelse af Eriks opvækst i landbruget, som lærte ham at man blev ved til man var færdig. Ungdomsår, træning og forberedelse til Militæret, landbruget, Sirius og jægerkorpset.

Men denne beretning begynder d. 28. januar 2009 hvor Erik stævner ud fra Vidå sluse i typisk dansk vintervejr, 0 grader og jævnt skyet og blæsevejr. Men der gik ikke mange dage før vinteren satte ind, og Erik blev mødt med hård frost, sne og ikke mindst is, masser af is, grødis, tyndt is, pakis, 2 m is som en mur han skulle over for at komme i land og is så langt øjet rakte.

Bogen er bygget op som en dagbog hvor han beskriver om sine kampe, sejre og uheld fra dag til dag.  Ind imellem er der afsnit om f.eks. sikkerhed, anmeldelser af grej.  Hver dag var der en lille faktaboks med bl.a. vejrdata og GPS position for lejrplads, som man kan indsætte direkte i google earth eller google maps, så man kan se mere om hvad det er for et område han befinder sig i hvis man har lyst til det. Hvis man har lyst til selv at sejle DK rundt, eller måske bare noget af det kan disse data bruges som inspiration til mulige lejrpladser.  Ja, måske ikke dem ud for Egense i Kattegat, hvor han valgte at slå lejr 2 km ude på isen… 

En bog om ukuelig vilje til at gennemføre det som man sætter sig for.

En bog om at gøre det umulige.

En bog om at søge eventyret på sit eget niveau.

En bog om at slæbe en kajak gennem tøsne i neoprensko, med skawsår mellem balderne.

En bog om en usædvanlig mand med usædvanlige færdigheder.

En bog om menneskelig hjælpsomhed, medleven og gæstfrihed.

Konklusion: Det er en velskrevet bog. Jeg blev grebet af fortællingen helt fra starten, og havde svært ved at lægge den fra mig. Da han nærmede sig turens slutning, jeg tror det var omkring Langeland, blev jeg ramt af vemod over, at nu var turen snart slut. Mangler der noget? Ja, ca. 1000 sider…

Tak for turen Erik! Jeg glæder mig til at læse din bog om turen: Skandinavien rundt i kajak.   

Bogen kan bl.a. købes direkte hos Erik på hans hjemmeside www.komud.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar